City of Memories

Home / City of Memories

LYDVÆRK & PERFORMANCE

Gå i kælderen og find 3 ting, som du ikke har smidt ud endnu fordi tingene er knyttet til en bestemt erindring i dit liv. Læg de 3 ting ud på fortovet på ruten igennem Odense. Følger du kæden af ting igennem byen ender du udenfor en bygning. En guide følger dig ind i bygningen til et mørklagt rum. I mørket hører du lyden af erindringer fra de mennesker som lever i byen og fortællinger om de ting som ligger på fortovene … Surroundsound af radioteater, elektroniske lyde og sfærisk sang.

Video,- lyd og performancekunstner Tine Louise Kortermand (DK) og elektron musiker Runar Magnusson (IS) har i løbet af sommeren været på en tidsrejse i folks kældre og fået fortalt de mest nuttede, skæve og hjerteskærende historier om de ting, der har ligget gemt i deres kældre. Ting som ikke er blevet smidt ud, fordi de er knyttet til en bestemt erindring. Ud fra erindringerne, som kunstnerne har fået fortalt har de skabt en lydfortælling om det der har lagret sig i menneskers hukommelse …

 

”City of Memories” – en rejse igennem menneskers erindringer
Kunstnerne Runar og Tine Louise inviterer folk i Odense til at deltage i ”City of Memories” med deres egne erindringer om 3 ting fra kælderen. Igennem 30 dage udvikler kunstnerne et færdigt værk, der kan opleves live den 23. august i tidsrummet mellem klokken 13:00 og 18:00.

Lyt til “City of Memories” … og oplev hvilke historier, der gemmer sig bag børnebøgerne, vinylpladen, disko kuglen, mælkeflasken og postkortet, som er nogle af de ting der ligger på ruten igennem byen.

Runar Magnusson og Tine Louise Kortermand optrådte live i 5 timer i træk i det mørklagte rum på Den Fynske Opera. I løbet af de 5 timer kunne man lytte til ”City of Memories”. Lydværket blev skabt med udgangspunkt i erindringer fra 6 forskellige mennesker;

Jørgens erindring om pladespilleren og pladerne i hans barndomshjem og det første møde med klassisk musik.

Ellens erindring om Pukbøgerne, som hun læste i lommelygtens skær under dynen og bombningerne under krigen af hendes hjem.

Christianes
fortælling om disko-kuglen der var vidne til mange fester.

Sørens erindringer om hans barndom på landet, hvor han lå og sov med kalvene ude i laden.

Ninas fortælling om naturen og trolde på Island, hvor hun legede med sin veninde på en høj, hvor man sagde, der boede elverfolk.

Olivias fortælling om hendes rejse til Philipinerne med hendes far
og mor, hvor de købte en mekanisk fugl i bur på en markedsplads.

I løbet af de 5 timer, hvor Runar og Tine Louise optrådte inde i mørket,
kunne folk følge ruten igennem byen, lægge deres 3 ting, og for enden af
ruten gå ind i bygningen og sætte sig tilrette i det meditative mørke og lytte til erindringerne …

“CITY OF MEMORIES” ER STØTTET AF
Odense Kommune, By- og Kulturforvaltningen, Dansk Metal – Copy-Dan-Midlerne og H.C. Andersen Festivals.