CARLS CAMINO – en lydvandring i Carl Nielsens fodspor
Carls Camino er en lydvandring – en musikdramatisk oplevelse i den fri natur omkring Carl Nielsens barndomshjem og de steder, hvor Carl Nielsen færdedes under sin opvækst.
Med afsæt i Carl Nielsens humoristiske og poetiske bog ”Min Fynske barndom” samt brevudvekslinger og dagbogsnoter skabes 40 lydværker af 8-15 minutters varighed, der kan opleves punktvis på en 110 km lang vandringstur ad fynske trampestier og små landeveje.

Imellem de 40 lyttespots er der plads til ro, eftertænksomhed og pauser under trækronerne eller i markskellet. På ruten passerer lydvandrerne kroer, shelters, gårdbutikker og små lokale spisesteder. På den måde kan caminovandrerne selv vælge om de vil gå et par timer, eller over flere dage.
Lydvandringen er en hyldest til naturen, landlivet og Carl Nielsens barndomsland. Brudstykker af Carl Nielsens verdenskendte melodier blandes med poetiske hverdagsfortællinger, indhentet gennem workshops med fynske beboere, og indtalt af lokale børn, voksne og fagfolk.
Carls Camino er for musik- og naturelskere, og folk som har brug for at komme ned i gear og beriges af et stykke dansk kulturarv med verdensformat og internationalt udsyn.
Lydvandringen er i skabelsesproces og planlagt til at åbne sommeren 2024. I mellemtiden kan du lytte til en lille forsmag på, hvad du har i vente …
LYTTEPOSTEN VED KÆRLIGHEDSBØGEN I NØRRE SØBYSKOV >>
(Bøgen står ved koordinaterne: 55,28968° N, 10,37618° Ø)
Fra juni 2021 og frem til juni 2023 indsamler komponisten Tine Louise Kortermand lokale fortællinger, som kommer til at indgå i de 40 lydværker.
Hvis du har en relevant historie til Carls Camino, så kontakt os på: mail@nordicperformanceart.dk
Tilmeld dig vores nyhedsbrev her på hjemmesiden og få info om hvor og hvornår.
MELD DIG TIL CARLS CAMINO FB-gruppe her >>
Kortermand har igennem 24 år arbejdet med lydværker, hvor hun interviewer folk, og omskaber historierne til et sanseligt udtryk – en hybrid imellem radioteater, musik og soundscapes. Senest har hun kunne opleves i Kunstmuseum Brandts’ 400 m2 store søjlehal med video- og lydværket “Byen under byen”.
Carl Nielsen mere om Carl >>
KREDITERING
Lydvandringen er produceret af Nordic Performance Art ved lydkunstner og komponist Tine Louise Kortermand. Projektet skabes i tæt samarbejde med Carl Nielsens Barndomshjem/v Museumsinspektør Ida-Marie Vorre, Geopark – Det Sydfynske Øhav, Odense Kommune og Faaborg-Midtfyn Kommune samt lokalforeningerne i FMK.
STØTTET AF
Øernes Kunstfond, Frilufts Rådet – støttet med udlodningsmidler til friluftsliv, Statens Kunstfonds arbejdslegat, Faaborg-Midtfyn Kommunes Kulturpulje, William Demant Fonden, Carl Nielsen og Anne Marie Carl-Nielsens Legat samt ”Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne: Europa investerer i landdistrikterne”
SE LINK TIL commission.europa.eu

