Wear Me

Home / Wear Me

Hvad betyder dit tøj for dig? … tøj er vores ydre signal til omverden,
men hvilke historier ligger gemt inde under tøjet?

8 kvinder med vidt forskellige kulturelle baggrunde har løftet sløret for klæderne i deres skab – tøj som har haft stor betydning i deres liv. Kvindernes historier har kunstner og komponist Tine Louise Kortermand omskabt til en performance, hvor poesi og magi går hånd i hånd

WEAR ME opføres i skumringen; en mytisk og eventyrlig vandring igennem
Munkemose – byens grønne område i Odense centrum. Publikum ledes på vej
af små flagliner igennem Mosen. Hvert spot har sin fortælling og overraskelse
for øjne, ører, gane og smagsløg …

Kvinderne har foruden deres historie bidraget med tøj og stof fra gemmerne.
Ud af materialet har Tine Louise skabt objekter af stoffet, der fletter sig ind i
træerne i mosen … og ’vokser’ ind i naturen sammen med kvindernes historier.
Historierne formidles igennem lyriske sange opført af Tine Louise Kortermand.
Xenia Perino er koreograf på forestillingen.

WEAR ME er ‘work-in-progress’. Et værk, der hele tiden udvikler sig med
de historier kunstneren får fortalt. Første del af værket blev opført på en lille bitte
ø ude i Adriaterhavet … Anden del af værket opføres som en vandring igennem
Munkemose 12.-16. sept. 2018 (… Og trejde del kan opleves i 2019 under Riga
Performance Festival. Følg med i skabelsesprocessen på instagram …)

FAKTA
I forbindelse med, at Tine Louise Kortermand blev inviteret til ”Susak Expo”,
en work-in-progress festival i Kroatien, lavede hun research om denne lille
bitte ø Susak, som ligger midt ude i Adriaterhavet. Hun fandt ud af at på øen
Susak har de en nationaldragt, som består af et skørt til kvinderne, der er skabt af mange lag stof. Hvert lag har et mønster og historie som passer til det menneske, der skal bære dragten.

Dette er udgangspunktet for ”WEAR ME”; Kortermand har gået fra dør til dør på øen og spurgt om hun måtte få et stykke tøj fra de gamle gemmer og en historie, som er tilknyttet tøjet. Alt det indsamlede materiale har hun omskabt til en performance, der afspejler de historier hun har fået fortalt.

SUSAK EXPO (Se billeder længere nede på siden under INSTA opdateringer)

WORK-IN-PROGRESS
WEAR ME bærer tydeligt præg af de lande og kvinder Tine Louise har besøgt både på Susak og efterfølgende i Danmark. Værket kan også opleves i Odense, hvor hun optræder i det offentlige byrum. Hun har udvalgt én af øerne i Munkemose som hovedscene (en mini parallel verden til Susak).

WEAR ME er et værk på tværs af landegrænser og på tværs af kulturer og personlige fortællinger og reflekterer over alle de mange traditioner og bevæggrunde, der ligger bag hvert enkelt menneskes valg af beklædning.

VÆRKET PIRRER ALLE SANSERNE
… under vandringen vil du opleve overraskende lys- og videoinstallationer, smagsoplevelser fra overleverede opskrifter skriblet ned med bedstemødres krøllede håndskrift, serveret med finurlige trylletricks, dans, fortælling og sang.

BESTIL BILLETTER til 12-16.september 2018 HER
(Der er begrænsede pladser)

Vandringen er organiseret i samarbejde med
Havers Wine og SPIS! Odense Food Festival

ANMELDELSE af “WEAR ME”, 14 sept. 2018
FS, Sara Brun, 6/6 stjerner

“Syret og politisk aktuelt … Når hun sang, forvandlede hun sig til et instrumentvæsen, og når hun fortalte andre kvinders historier, var hun dem. – Jeg er mor, jeg er søster, jeg er meget mere end en muslimsk kvinde. Du må tro mig når jeg siger, jeg er fri når jeg er fri, messer Tine Louise Kortermand iklædt funklende gulddragt …”

Læs hele anmeldelsen HER

INSTA (Følg med i skabelsesprocessen af værket)

KREDITERING / TUSIND TAK TIL

De 8 kvinder
som bidrog med hver deres historie om et stykke tøj.
Syning af gulddragter og snebold: Asta Elisa Jahn Resting
Syarbejde af tøjobjekter, hands-on, guides, lyskvinder, kageopskrifter:
Jytte Jakobsen, Jette Pedersen, Iris Osk Runarsdottir, Birgitta Lothsson, Sarah Riber Hansen, Hanne Feldfoss, Ruth Ovesen
Koncept, scenograf, iscenesætter, tekst/lyrik, komponist og performer: Tine Louise Kortermand
Koreograf/danser:
Xenia Perino
Havers Wine: Performer Christiane Havers
Bygger: Tømrer Camilla Hansen
Tegner: Sol Gaugler

 Lyt til ét af Tine Louise Kortermands tidligere værker:
http://kortermand.dk/cherries_dk/frameset2.html

TINE LOUISE KORTERMAND
(Video, lyd, performancekunst – komponist & sanger)
er uddannet video, lyd og performancekunstner fra Det Fynske Kunstakademi.
Hun har bl.a. modtaget H. C. Andersens publikumspris og det 3-årige-arbejdslegat fra Statens Kunstfond af udvalget for rytmisk musik i 2010. Hun har udgivet plade på Darla Records USA og Quince Records i Japan med RUMSKIB samt optrådt med performance, videoinstallation og musik både i Danmark og udlandet. Seneste live optrædener på bienalen Exchange Rates i NY, hvor hun improviserede vuggeviser til publikum samt NATURE WILD på Aveny-t under CPH Stage. Den 4.væg tildelte forestillingen 6 stjerner med ordnene:“… Det er så skarpt koreograferet, og sammenspillet mellem alle elementerne sidder lige i skabet. … En helt igennem uafrystelig oplevelse som jeg på det varmeste kan anbefale …”

I “Wear Me” har Tine Louise arbejdet sammen med koreografen Xenia Perino, som underviser på Street Style Studio og blandt mange ting har kunne opleves i performancen “Sårbar” med gruppen Young AMP.

 

“WEAR ME” ER STØTTET AF
Odense Kommune, By- og Kulturforvaltningen og Dansk Metal – Copy-Dan-Midlernes rejselegat

“WEAR ME” ER ORGANISERET I SAMARBEJDE MED
Havers Wine og SPIS! Odense Food Festival