Who is she, who am I – that is the question…….
af Charlotte Calberg, scenograf og dramatiker, 17. september 2022
cand.mag. Teatervidenskab og Moderne Kulturformidling

Via Storebæltsbroen og en tur omkring Brandts ankommer vi til et lille anneks ved skovbrynet i byen Årslev på Fyn, hvor vi har booket en airbnb-overnatning tæt på begivenheden. Det er lørdag d. 17. september og bladene er så småt begyndt at falde af træerne, jorden er fugtig, luften kølig og her dufter klart af efterår.

Billetten informerede om, at man skulle medbringe høretelefoner, en fuldt opladt telefon, varmt tøj og møde op 30 min. før start ved Port 1. Klokken 20.00 står vi klar sammen med en masse andre publikummer i tunge vandresko, regnslag og medbragte tæpper. Vi inddeles i fire grupper med en guide til hvert hold og udstyres parvis med en uv-lommelygte. Efter guidernes udførlige instrukser sætter det første hold sig i bevægelse, og snart går vores gruppe også afsted ud mod mørket, skoven og markerne for at opleve musikteaterforestillingen WHO IS SHE/ WHO AM I.

På forhånd har vi tjekket linket til en hjemmeside, sat høretelefonerne til rette og på guidens tegn tænder vi alle samtidig for soundtracket som skal føre os gennem vores 45. minutters vandretur, mens vi lytter til fortællingen om Årslevkvindens spektakulære gravfund og andre forhistoriske stærke kvinder fra området. Vi går langsomt, da mørket nu er tæt, lytter til fortællingen – en slags podcast suppleret af Birgit Løkke, Rene Damsbak og Tine Louise Kortermands soundscapes – standser med guiden på udvalgte steder- ser og sanser. Her er stille, fugtigt – og lidt uhyggeligt…… Forskellige genstande, der supplerer fortællingen, lyser magisk op langs ruten, når vi belyser dem med uv-lygterne. Vi går forbi en masse gamle stueure ophængt i træerne, møbler, smykker, legetøj, en lit- de-parade og meget andet, der smukt og magisk oplyses mellem træerne.

Nu høres en mørk og kaldende kvindestemme i det fjerne, den bliver stærkere, da vi nærmer os. Med ét står vi i kanten af skovbrynet foran en kæmpe gravhøj, beklædt med store træer, der er belyst så smukt, så man forventer, at dansende elverpiger dukker op mellem stammerne.  Det gør de ikke, men derimod en shamanlignende kvinde med ansigtsmaling, der bevæger sig langsomt og lidt truende rundt på gravhøjen, mens hun udstøder en slags kaldende strubelyde. En fortryllende oplevelse og et kig ind i myternes univers.

Vi bevæger os langsomt videre i natten forbi flere forunderlige lysende genstande, og vandringen slutter foran en udendørs scene, hvor vi sætter os på publikumsrækkerne, mens vi venter på den sidste gruppe og forestillingens afsluttende del i form af en musikperformance. En sortklædt marionetdanserinde – er det Årslevkvinden selv? – danser smukt foran os ført poetisk og magisk, af dukkemager og dukkefører Svend E Kristensen, fascinerende voldsom percussion af komponist og trommeslager Birgit Løkke, – der lige når at skifte fra shamankostume til nyt- og stærke sangtekster flot fremført af tekstforfatter og sanger Tine Louise Kortermand. Et betagende og intenst punktum for denne magiske musikteaterforestilling om oldtidens og nutids magiske og stærke kvinder.

Hvem hun er – blev jeg lidt klogere på.
Hvem jeg er – tænker jeg stadig over…….