tankerne bag SEMINAR 17

Home / SEMINAR 17 (01.09 – 02.09)  / tankerne bag SEMINAR 17

SEMINAR 17 sætter lys på nogle af de begreber som Nicolas Bourriaud har introduceret: Den Relationelle æstetik og ‘Kunsten som socialt mellemrum’.

Kernen i relationel kunst er mødet imellem mennesker via kunsten. Dvs. at værket først eksisterer i det øjeblik, hvor den sætter menneskelig interaktion i gang … værket åbner op for dialog. Bourriaud siger, at Georges Bataille nok ville have beskrevet denne åbning som ”flængen”.

Det, som værkerne frembringer er nye ’rum’ – en verden af alternative og nye forestillinger. I disse nye ’rum’, er der plads til at tænke anderledes tanker og udveksle mellemmenneskelige erfaringer. Den relationelle kunst frembringer ‘flænger’ eller åbninger ind til alternative socialiteter, kritiske modeller, øjeblikke af konstrueret selskabelighed i Real Time. Kunstværket dukker op som et socialt mellemrum. Det vigtigste – eller formålet med værket – er altså at opfinde mulige relationer med ens nabo i nuet … at bebo verden i fællesskab.

I den relationelle kunst er det først og fremmest det demokratiske hensyn, der er drivkraften. Beskueren svinger mellem en status som passiv forbruger og en status som vidne, kompagnon, kunde, gæst, medproducent eller hovedperson.

Kunstnerne betragter således ”publikum” som samtalepartnere, der kan indgå i selve skabelsesprocessen. Værkets betydning opstår ikke alene af den bevægelse, som forbinder de af kunstneren udsendte tegn, men også af forskellige individers samarbejde i udstillingsrummet. Bourriaud underbygger sine tanker med et citat af Marx: “Når alt kommer til alt, er virkeligheden, intet andet end et flygtigt resultat af alt det, som vi laver sammen”.

Seminar17 fokuserer således på værker, der bruger den relationelle æstetik som afsæt til at skabe nye eksperimenterende værker og inddrage publikum på tværs af samfundslag.

KUNSTEN TÆT PÅ HVERDAGSLIVET
Intro af Tine Louise Kortermand (Kunstnerisk leder af Nordic Performance Art)

Kunstnerne blev adskilt fra samfundet da man opfandt Black Box og White Cube.
I de gamle jægersamfund – den tid som performancekunsten trækker sine rødder tilbage til – var shamanen en del af det lokale samfund. Man sad alle omkring bålet og den gamle shaman lærte den nye op, imens alle så til. Performancekunstneren/shamanen var speciel, men stadig en del af gruppen, og man kom til denne for at få en second opinion på et problem i sit liv.
Shamanen brugte ritualer og kunstens udtryksformer til at lave en ny mulig fortælling … en sanselig fortælling. Shamanens sanselige fortælling afspejlede, at shamanen havde kontakt med den gruppe, som shamanen hørte sammen med. Shamanen kunne derfor mærke de bevægelser og bevæggrunde, som fandtes i den gruppe af mennesker/det lokal samfund.

Det princip vil jeg gerne tilbage til: at udligne scenekanten og gøre kunsten til en del af vores hverdagsliv og lokalsamfund. At sætte perspektiv på det liv, vi lever.
Og give os ideer til nye måder at leve vores liv og udvikle os som mennesker.

Derfor skal Nordic Performance Art åbne dåsen – skrælle låget af – så publikum ikke bliver en passiv bystander, men en aktiv medspiller. Publikum skal kunne følge med i skabelsesprocessen, fordi selve værket allerede er gået i gang, inden det kommer på scenen. I det øjeblik vi bygger relationer op til publikum, opstår værket. Publikum er også dem, der bidrager med indholdet til værket. I vores kommende forestilling ROV er pigerne fra Vollsmose både bidragsydere til indholdet, men også det kommende ny publikum. Det er deres historie, som de professionelle kunstnere fortolker og videreformidler til andre samfundsgrupper. Og dermed peger vi på, at vi i virkeligheden ikke er fremmed for hinanden, men ligner hinanden når alt kommer til alt.

“Knallertsange” af Vivi Christensen & Tine Louise Kortermand

Det relationelle princip er en del af vores DNA. Vores celler i kroppen er afhængige af hinanden. Celler kan ikke eksistere uden hinanden … cellerne udvikler sig i kraft af interaktion med hinanden. Dette princip er jo i virkeligheden ikke kun gældende inde i vores celler i kroppen, men også ud i det hele menneske. Vi er alle sammen dybt afhængige af fællesskabet. Vi kan ikke udvikle os alene. Vi kan ikke leve uden fællesskabet. Og vi kan derfor heller ikke holde ud at blive holdt udenfor fællesskabet.

Og det er netop det, der går galt for politikerne (Og det som har været motivationen for at gå i gang med værket ROV) … politikerne skaber splid i befolkningen med lovforslag, der skaber ulighed og sætter fokus på de få ting, vi ikke har til fælles, fremfor at pege på alle de mange ting vi så rent faktisk har til fælles: At vi alle ønsker at blive set og respekteret som dem vi nu engang er uanset hudfarve, livsfilosofi, religion og herkomst. At vi alle ønsker at leve et godt liv med vores venner og familie. Og at vi alle rent faktisk gerne vil bidrage til det sociale fællesskab … det er afsættet for Nordic Performance Art’s værker; kunst som en mødetilstand … et relationelt grundprincip. Kunst hvis omdrejningspunkt handler om vores fælles tilværelse.

SEMINAR17 er støttet af Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg for Scenekunst / Netværkspuljen, Nordisk Kulturfond OPSTART og Dansk Komponistforening

nordiskkulturfond_black_rgb smallLogo_DKF_DKstatens